Samarbejde med idrætsforeninger

Idrætstilbud til handicappede børn og unge findes i alle større byer. Dog er den foretrukne idræt ikke altid så tæt på, som man kunne ønske sig. I nogle foreninger deltager handicappede på hold med ikke-handicappede, andre steder er der kun handicappede på holdet. Nogle steder er der rene børne- og ungdomshold, andre steder er der alle aldersgrupper på samme hold. Det afhænger af idrætsgren og antal deltagere. Ud over ugentlig træning og samvær er der turneringer, stævner og idrætslejre.

Skolen bør prioritere et samarbejde med den frivillige idræt, hvor det er muligt. Det kan være værdifuldt at inddrage udøvere og instruktører fra handicapidrætshold i undervisningen.

Samarbejdet vil dels give handicappede elever mulighed for at møde nogle, de kan identificere sig med, dels give mulighed for at udnytte erfarne instruktører i specielle handicapidrætsaktiviteter. Derudover vil samarbejdet give mulighed for at arbejde bredt med begreber som livskvalitet og levevilkår. Det kan være relevant at besøge en handicapidrætsklub, hvis handicappede elever skal prøve aktiviteter, som kræver særlige lokaler eller anlæg.

Kontakten til den frivillige idræt kan formidles af Dansk Handicap Idræts-Forbunds amtskonsulenter (se sidste afsnit: “Veje til viden” med informationer og adresser). Handicapidrætskonsulenter findes i alle amter.