Voksne omkring et handicappet barn kan have lyst til at beskytte barnet mod barske oplevelser af ikke at slå til og af ikke at være med i fællesskabet med andre børn. Som voksen tilbyder man måske ubevidst sit venskab og træder hjælpende til, når barnet har svært ved at klare sig. Denne omsorg kan medføre, at barnet undgår selv at søge kontakt med andre børn og dermed lære grænserne for sin egen formåen at kende.
Små børn er glade for at undersøge, eksperimentere, bevæge sig og tumle med andre børn. Handicappede børn oplever ofte, at andre børn kan mange ting, de ikke selv kan. En solid ballast af sanseoplevelser og bevægelseserfaringer er ikke alene af stor betydning for den fysiske udvikling, men er også væsentlig for den psykiske, sociale og intellektuelle udvikling.
Et handicappet barns muligheder for at deltage i fx klatre- og fangelege er som regel begrænsede, og der kan være langt til passende børneidrætstilbud for den enkelte. Dette medfører, at barnet har ringe erfaring med - og en lille forventning om, at det er dejligt at bruge sin krop. Derfor opsøger barnet ikke selv fysiske udfordringer og sanseoplevelser.
Det er vigtigt, at handicappede børn lærer at fordybe sig i legen, opmuntres til at eksperimentere med egne færdigheder og får mulighed for at deltage i idrætsligt inspirerede lege afpasset efter deres formåen.
I idrætsundervisningen skal læreren inddrage elevernes idrætserfaringer og potentialer, hvilket giver også den handicappede elev bedre muligheder for at deltage og udvikle sine fysiske potentialer. Derved får eleven nye muligheder for at styrke selvtilliden gennem oplevelsen af at kunne noget
Skolen er for den enkeltintegrerede handicappede elev det nærmeste og ofte naturligste sted at stifte bekendtskab med idrætsmulighederne.