Disse elever har brug for en særlig hensyntagen eller støtte, ikke mindst fordi idrætsundervisningen er lige så vigtig for dem, som den er for alle andre. Derfor må det i en skole for alle ikke ske, at de mere eller mindre fritages eller snydes for dette fag.
Det er væsentligt, at det kommunale skolevæsen formulerer en målsætning på området, at man skaffer sig overblik over behov og ressourcer og træffer aftaler med de personer, der skal indgå i et lokalt beredskab.
Undervisningsdifferentiering er lige så vigtig i dette fag som i folkeskolens øvrige fag. Det er ligeledes vigtigt at fastholde, at undervisningsdifferentiering ikke er individuel undervisning isoleret fra sine sociale sammenhænge, men netop individuel hensyntagen inden for et fællesskab.
Det er naturligvis ikke ukompliceret at differentiere idrætsundervisningen, så elever med funktionsvanskeligheder kan være med, og det er måske især en krævende udfordring, når den særlige hensyntagen og støtte skal etableres inden for rammerne af den almindelige undervisning - men det kan i vidt omfang lade sig gøre!
Rundt omkring i skolerne har interesserede og engagerede idrætslærere i samarbejde med konsulenter, andre sagkyndige og eleverne selv udviklet en betydelig viden og kunnen på dette område.
Dette temahæfte har Undervisningsministeriet udarbejdet i samarbejde med Danmarks Højskole for Legemsøvelser: Ivar Berg-Sørensen og Karen Inge Halkier, Handicapidrættens Videnscenter, Kristian Jensen, Connie Hansen og Karen Ellermann og Dansk Handicap IdrætsForbund, Søren Jul Kristensen. Fra Undervisningsministeriet har Jørgen Hansen, Erik Thorsen og Ulla Gammelgaard medvirket. Det er hæftets formål at præsentere og beskrive nogle af de erfaringer, som er gjort og at pege på forhold og områder, der spiller en afgørende rolle for den fremtidige udvikling. Hæftet skal ses i sammenhæng med faghæftet for idræt (faghæfte 6, 1995, Undervisningsministeriets forlag).
Faget idræts aktuelle situation i forhold til elever, der er handicappede, er ikke altid tilfredsstillende, men udviklingen går med hastige skridt i den rigtige retning, og overalt spores en stor forståelse for emnet og en betydelig velvilje over for udfordringen.
Det er ministeriets håb, at dette hæfte kan give udviklingen endnu et skub i den rigtige retning.