Hvad er specialundervisning

Specialundervisning er skolens særlige mulighed for at støtte elever, hvis behov ikke fuldt ud kan imødekommes i den almindelige undervisning, men specialundervisning er ikke et alternativ, der sætter eleverne uden for de almindelige bestemmelser om folkeskolens undervisning.

Specialundervisningen og dens medarbejdere - hvad enten de arbejder inden for almindelige skoler eller specialskoler - er dermed et konstruktivt element i skolen for alle.

Alle elever er omfattet af folkeskoleloven
Nogle elever har særlige behov, forstået på den måde, at de ikke umiddelbart kan deltage i den almindelige undervisning med optimalt udbytte. I nogle tilfælde er disse særlige behov beskedne og i andre temmelig omfattende, men i alle tilfælde gælder det, at disse elever har almindelige udviklingsbehov, der ganske ligner alle andre elevers.

Først småbørn - siden elever
Når et barn kommer i skole, har der allerede fundet en omfattende udvikling og indlæring sted. Hvis barnets udviklingsmuligheder i småbørnsalderen ikke har været optimale, øges risikoen for, at det allerede ved skolestarten vil have behov for særlig støtte. Den specialpædagogiske indsats bør derfor iværksættes så tidligt som muligt. Jo tidligere et særligt behov kan tilgodeses, jo bedre.

Et barn er meget mere end sit handicap
De forhold hos eleverne, der er årsag til de særlige behov, kan inddeles og beskrives efter de fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser, der er tale om. En sådan kategorisering kan være hensigtsmæssig, når det fx gælder om at forstå, hvordan en synsnedsættelse, en hørenedsættelse, en psykisk udviklingshæmning generelt påvirker elevens funktionsmåde. Samtidig er det imidlertid afgørende at respektere den kendsgerning, at børn inden for samme kategori som personer og elever kan variere meget, og at deres særlige behov derfor kan være meget forskellige.

Børn er forskellige som individer, ikke som grupper
Det er ikke muligt at opdele skolens elever i en gruppe med og en gruppe uden særlige behov. Her er grænsen bl.a. påvirket af den almindelige undervisnings aktuelle rummelighed. Opdelingen hænger således tæt sammen med undervisningsdifferentieringen, som ideelt set ville kunne overflødiggøre begrebet "særlige behov" eller omvendt: lade det karakterisere alle elever. Det er lærerens opgave at differentiere sin undervisning, jf. folkeskolelovens § 18, stk. 1, så den svarer til elevernes forskellighed, men i praksis vil det næppe være realistisk at forvente, at undervisningsdifferentiering helt kan erstatte specialundervisningen.

Over for nogle elever må skolen bruge den specialpædagogiske bistand som differentieringsmiddel

Der er særligt fire områder, hvor denne bistand er nødvendig i forhold til skolens aktuelle muligheder og behov:

Det faglige niveau eller fagenes indholdsmæssige sværhedsgrad har traditionelt en sådan normativ karakter, at nogle elever ikke vil være i stand til at tage de udfordringer op, som undervisningen byder på. Andre elever vil måske tilsvarende have alt for let ved det, men det er en anden sag, som sjældent har påkaldt sig specialpædagogisk interesse her i landet.

Skal de elever, som kommer til kort over for det faglige niveau, hjælpes til at få en optimal undervisning, må niveauet afpasses, så det indeholder stof og udfordringer, der er relevante i forhold til netop disse elevers forudsætninger og muligheder. Denne tilpasning indebærer ikke bestemte strukturelle løsninger. Principielt kan den ske i form af en særlig tilrettelagt undervisning inden for den almindelige klasses rammer eller i en specialklasse.

Den pædagogiske struktur, som er karakteristisk for folkeskolens daglige virksomhed, repræsenterer for nogle elever store vanskeligheder. Kravene til disciplin, koncentration, kommunikation - ja i det hele taget til en socialt tilpasset adfærd - overstiger i større eller mindre grad disse elevers formåen. Den almindelige undervisning kan derfor suppleres med special-pædagogiske tiltag, som kan gøre det muligt for eleverne at tilegne sig viden og færdigheder på trods af disse vanskeligheder.

Løsningerne er heller ikke her bundet til bestemte undervisningsformer. Nogle gange kan løsningen med held findes inden for den almindelige klasses rammer, andre gange kan specialklassen være den bedste mulighed.

Undervisningens metodik er traditionelt baseret på, at eleverne uden særlige vanskeligheder kan modtage, bearbejde og afsende information under anvendelse af alle fysiske og psykiske funktioner (sanser).

Men hvor en eller flere af disse funktioner er nedsatte eller mangler helt (synet, hørelsen, motorikken, talen osv.), vil eleven ikke kunne deltage i undervisningen, uden at den suppleres med den relevante og fornødne kompenserende støtte. Det drejer sig i vid udstrækning om særlige hjælpemidler, visuelle kommunikationsformer, tolkebistand, personlig assistance osv.

Denne - mangeartede - kompenserende støtte kan ligeledes med godt resultat etableres under integrerede såvel som under mere segregerede former.

At lære eleverne kulturtekniske færdigheder: dvs. at læse, skrive, stave og regne samt at lære mindst et fremmedsprog betragtes som en selvfølgelig opgave for skolen. Denne opgave er derfor karakteriseret af en række normer og forventninger, som dels er dikteret skolen udefra og dels bestemt af en vurdering af, hvordan børn i almindelighed udvikler disse færdigheder.

Også på dette område er der naturligvis en betydelig spredning i elevernes muligheder, og for nogle vil skolens forventninger i større eller mindre grad overstige deres forudsætninger. Specialundervisningen kan i lighed med de øvrige områder finde sted inden for den almindelige klasses rammer eller i kortere eller længere perioder under mere segregerede former.

På tværs af disse fire områder i specialundervisningen har alle elever forskellig motivation, selvtillid, arbejdstempo og måder at lære på. Den almindelige undervisning må tilføres et individuelt aspekt, hvor den enkelte elevs egne forudsætninger og stil sættes over de normative forventninger. Det kræver selvsagt en omfattende indsigt i elevens forudsætninger at kunne tilrettelægge en relevant undervisning.

Dette temahæfte handler om undervisning af de elever, der kræver en yderligere differentiering af skolens undervisning, altså elever hvis individuelle mål ofte vil være anderledes end resten af klassens, og som vil have brug for en mere konkret undervisning.

Temahæftet vedrører derfor især skolens muligheder for at tilrettelægge undervisningen, så den tilgodeser disse elevers forudsætninger og behov.

Formålet er at give inspiration til at tilrettelægge en relevant undervisning. Formålet er at skabe diskussion og overvejelse blandt skolens medarbejdere og bestyrelse om undervisningsindhold, -struktur og -organisation.

Først og fremmest er disse elever dog helt almindelige mennesker, hvis behov skal vurderes tilsvarende.