Hvad vil det sige at være synshandicappet?

Gruppen af synshandicappede omfatter både blinde og svagsynede. Ved blinde elever forstås i skolesammenhæng elever, hvis synshandicap er så stort, at de primært må undervises ved hjælp af punktskrift. Ved svagsynede elever forstås elever, som kan læse forstørret skrift eller almindelig skrift, når de anvender særlige optiske hjælpemidler. Svagsynethed er ikke alene en nedsættelse af synet, men kan også være særlige øjenlidelser, fx kikkertsyn eller defekter i centralsynet.

Elever, der betegnes som synshandicappede, er alle anmeldt til Synsregisteret, Statens Øjenklinik, Rymarksvej 1, 2900 Hellerup. Børn, der ser 6/18 og derunder på det bedste øje med briller/ kontaktlinser, skal anmeldes til Synsregisteret. Herefter bliver anmeldelsen sendt videre til Refsnæsskolen og/eller synskonsulenten. Synsregisteret omfatter børn fra 0-18 år.

Forskellighederne blandt synshandicappede børn er imidlertid meget større end lighederne, og man har ikke sagt ret meget om barnet, fordi man har oplyst, at det er blindt eller svagsynet. Man har blot konstateret, at det har et synshandicap, der skal tages hensyn til ved undervisningens tilrettelæggelse, så barnet får mulighed for at udnytte sine evner og anlæg bedst muligt.

Synshandicappede børn har vist sig at være en gruppe, der for størstedelens vedkommende får de bedste udviklingsbetingelser i deres hjemmemiljø. De går typisk i den lokale folkeskole og kan med tilførsel af ressourcer i form af konsulentbistand (vejledning), handicapkompencerende undervisning og nødvendige hjælpemidler udvikles og undervises i overensstemmelse med deres egne muligheder. De får derved gode betingelser for at blive integreret i det omliggende samfund.

Forudsætningen for, at elever med svære synshandicap kan undervises i almindelige klasser, er, at barnet, forældrene og daginstitutionspersonalet er blevet vejledt forud for skolegangen. Desuden er det vigtigt, at børn med synshandicap har lært at omgås børn uden handicap.

Integration af blinde/svagsynede elever, som det er beskrevet i denne vejledning, udelukker ikke samvær med andre blinde/svagsynede elever. Når dette ikke sker i elevens dagligdag, må der laves andre arrangementer i løbet af året, for at dette behov for at møde andre synshandicappede kan opfyldes, bl.a. for at sikre en identitetsudvikling, hvori der indgår det vigtige aspekt, at barnet mangler synet.

De mål og hensigter, metoder og principper, der gælder for undervisning af seende børn, gælder også for undervisning af blinde og stærkt svagsynede elever. Derudover er det nødvendigt at have en faglig viden om synshandicappedes særlige indlæringsbetingelser. Alvorlige synshandicap medfører kompensatoriske foranstaltninger, dvs. metoder og materialer, der er anderledes end dem, der normalt bruges i den almindelige undervisning.