Den praktisk-musiske dimension

Emil
Annika Mogensen,
Barnetegning af Emil
fra Lønneberg

- en indkredsning af begrebet

Når Emil fra Lønneberg sættes ind i værkstedet efter en af sine utallige skarnsstreger, skærer han træmænd. Det er ikke fordi han skal, det er heller ikke fordi han har brug for alle de træfigurer. Det er fordi han oplever den praktisk-musiske dimension: tankerne slippes løs, han bliver et med sit arbejde, bliver en integreret del af processen, adskillelsen mellem krop og tanke ophæves. Slutresultatet for Emil er, at han kommer psykisk beriget ud fra værkstedet, hvor skarnsstregen ordløst er blevet bearbejdet igennem det skabende arbejde, som det at lave en træmand er.

I bogen Dannelseskultur og Undervisningskultur i et Fremtidsperspektiv, fra det Musiske Udvalg 1996, skriver formanden, Ole Albæk i kapitlet Lad kinder gløde og Øjne Tindre bl.a.:


- Siden 1960'erne har de naturvidenskabelige fag med positivismen som filosofisk belæg været vurderet som udviklingens spydspidser. Skolen orienterede sig væsentligst med teoretisk viden. Den praktiske og musiske dimension og de praktiske og musiske fag blev kreative med tendens til det rekreative uden visioner om at have grundlæggende betydning for børnene eller samfundet.

Skolefagene blev små videnskabelige studier, hvor læseplanerne i de enkelte fag fyldes op med stofområder med det resultat, at den "proppende undervisning", som K. Kromann kaldte det i 1886, opprioriteres på bekostning af den "modnende undervisning".

Det er skolens "modnende undervisning", som er det centrale for det Musiske Udvalg.

Ole Skovmøller har i et foredrag om den praktisk-musiske dimension i undervisningen bl.a. sagt, at det må handle om at :

- kunne styrke børnenes kreativt skabende udviklingspotentialer i det, vi kalder æstetiske læreprocesser: når man skaber noget, skaber man samtidig sig selv. Selvfølgelig med nogle traditionelle faglige udtryk, hvis det er vigtigt at kategorisere dem. Først og fremmest skabes almen dannelse og en erkendelse for den enkelte, som vanskeligt lader sig sætte ord på.

Han siger videre, at dette er svært at fastholde i en tid, hvor der fokuseres på eksakte færdigheder som f.eks. læsning, men det er også svært for den enkelte lærer, for hvad går undervisningen ud på, og ikke mindst hvordan skal den gribes an. Hvordan giver vi eleverne fordybelse, hengivenhed til et stykke arbejde, og hvordan sætter vi og eleverne ord herpå?

Det er også svært, fordi læreren ikke længere er det centrale i undervisningen, men derimod processen. Undervisningen bliver individuel i højere grad end ved en undervisning, der fokuserer på rent faglige begreber.

Det bliver også svært at følge med i, om eleven nu lærer noget, eller han bare sidder og dovner eller går rundt og snakker med de andre.

Det praktiske behøver ikke være musisk, og det musiske behøver ikke være praktisk. Emil har sandsynligvis en musisk oplevelse, når han læser højt af avisen for de gamle i fattighuset, men naturligvis ikke en praktisk-musisk. Det er heller ikke i sig selv en musisk oplevelse at hugge brænde eller slå græs, men da Emil organiserer julemad til fattiglemmerne, har han helt sikkert en praktisk-musisk oplevelse.