Dianalund Nervesanatorium blev taget i brug i 1928. Dagen efter den festlige indvielse kunne man i Sorø Amtstidende læse bl.a. følgende: "... På 1. Sal i bagbygningen er der sløjdlokale, for mænd træarbejde og bogbinderi, for kvinder kurvefletning, læderplastik, maling på træ og navnlig vævning. Det har stor betydning for patienterne, at de kan beskæftiges og sende sådanne småting hjem som vidnesbyrd om, at de gør fremskridt. . ."1
Dianalund Nervesanatorium var og er en privat institution oprettet på initiativ af Kolonien Filadelfias grundlægger, doktor Adolfh Sell. Sell døde godt nok i 1921, men han havde længe arbejdet for at opføre et sanatorium for "nervøse". En af metoderne til helbredelse af de nerve svækkede skulle være arbejdsterapi, ikke peddigrørs-nørklerier, men reelt arbejde. En sådan "terapi" havde han med held indført på sin store institution Filadelfia, som han oprettede for nøjagtig 100 år siden i år. Filadelfia var og er et hospital for epileptiske patienter. Sell var søn af en tømrer, så han vidste nok, hvad arbejde kunne gøre for sjælen. Sells efterfølger som leder af Filadelfia og den, der stod for bygningen af Dianalund Nervesanatorium, var H. I. Schou. Han var selvfølgelig læge, men havde en fortid som maskinarbejder, og også han vidste på egen krop, hvad arbejde betyder for sjælens lise. Ham blev det også beskåret at bygge Filadelfias værksteder i 1931. Noget vi, der bor i Dianalund, stadig nyder godt af. Cykler får vi f.eks. repareret her.
I mange år kunne Schou rejse rundt og holde foredrag om arbejdsterapiens velsignelser, og han oplevede den glæde at se, hvordan den form for behandling vandt indpas på snart sagt alle medicinske og kirurgiske afdelinger i vore sygehuse. Dr. Sell, Filadelfias grundlægger, var jævngammel med sløjdens fader, Axel Mikkelsen. Om de to mænd, der lignede hinanden utrolig meget såvel i stivsind som i statur, nogensinde har mødt hinanden, ved jeg ikke, men de arbejdede på samme hammel. Sell ønskede at lave et sanatorium for nervesvækkede. Mikkelsen gjorde det! På sin sommerhusgrund ved Korsør, der hvor nu sparekasserne har deres kursusejendom og museum, ved Kobæk Strand, holdt han faktisk kursløjd for nervesvækkede kontorfolk. Ikke alene arbejdede de i takt med rammesaven, de lavede også "rytmiske normalbevægelser" herunder "forlæns fremfald over bagtangen", og de gik også på bare fødder i strandsandet.2
Axel Mikkelsen var dog ikke den første, der fandt ud af at bruge sløjd som kur. Når han oprettede sit kursted ved Korsør, var det fordi han havde fået en god ide ved at kigge skævt til højre ned ad Værnedamsvej. På samme vej, som sløjdskolen ligger, havde læge Frode Sadolin allerede i 1896 oprettet et kurinstitut, hvor sløjd benyttedes som arbejde for patienterne. Han siger til "Den 11. årsberetning fra Dansk Skolesløjd" 1897:
"Når jeg har optaget Den danske Træsløjd som led i en kur væsentlig beregnet på nervesvage, er det, fordi jeg havde brug for at tilvirke legemligt arbejde, der kunne forlede en passende legemsbevægelse med gavnlig indflydelse på tankevirksomheden, og fordi sløjden syntes mig at tilfredsstille flertallet af de krav, der måtte stilles til et sådant arbejde. Efter de erfaringer, jeg hidtil har gjort, har valget vist sig heldigt."
Sadolin fortæller videre, at høvlebænkene er
opsat mellem ribber, således at salen både kan bruges til gymnastik og til sløjd, en indretning
han forøvrigt vil anbefale skoler, navnlig landsbyskoler. I Ugeskrift for Læger nr. 5 1897
skriver han yderligere:
"... de fleste praktiserende læger, navnlig de læger, der have deres patienter blandt velstillede medborgere, har vist nok en og anden gang tænkt: "Kunne jeg blot skaffe den patient en passende motion; helst noget, der kunne optage tankerne, en underholdende sysselsættelse, der gav tilstrækkelig legemsbevægelse... "
En sådan motion der kan optage tankerne og som er underholdende finder Sadolin i sløjden, og her i særdeleshed Dansk Skolesløjd. Han skriver videre:
"... de sygelige tilstande, overfor hvilke jeg antager, at denne form af legemligt arbejde i en del tilfælde vil være på sin plads, er: De forstyrrelser i det legemlige og sjælelige velbefindende, der følger med en stillesiddende levevis; svækkelsestilstande i rekonvalescensen, i udviklingsperioden og efter åndelig overanstrengelse; lettere stemningslidelser; neurasteni; blegsot; reumatisme; holdningsfejl og begyndende rygskævhed."
Hvornår Sadolins Kurinstitut holdt op, ved jeg desværre ikke. Måske kan dette blads læsere hjælpe mig. At Sadolin imidlertid havde ret, ved alle. Sløjd hjælper på nerverne, ikke kun på de, der er erklæret syge, men også på vi andre, der stadig kan udføre vort arbejde. Hør blot en kursist, der deltog i et af Mikkelsens kurser i sommeren 1898:
"Allerede rent personlig har jeg haft et betydeligt udbytte af mit kursus. Til daglig har jeg i mange år haft en ret anstrengende lærervirksomhed, og det har af og til været føleligt for nerver og almenbefindet, så jeg har måttet passe på at få bevægelse og frisk luft. Det var snart tydeligt at mærke, at sløjdarbejdet havde en gavnlig indflydelse på både det legemlige og sjælelige velvære. Der kræves en passende anvendelse af kræfterne; i sjælelig henseende er det af vigtighed, at opmærksomheden holdes samlet om arbejdet uden dog at anstrenges. Netop derfor må det være et udmærket middel mod nervøsitet."3
Mon ikke vi er mange, der kan nikke genkendende til ovenstående? Hvorfor mon
"gør-det-selv-bevægelsen" eksploderer i denne tid? Tv-avisen den 4.5.96 kunne berette at et
byggemarked som Bauhaus havde oplevet en omsætningsfremgang på et år på 15%. 0g
hvorfor er vi så mange, der selv skover, saver og kløver brænde? For at spare penge? Ja, det
siger vi jo til vore koner. Selv ved vi bedre.