Artikel - Arbejd er barnets ret

- af Jørgen Mogensen
(skrevet 1984, bragt i bladet Sløjd nr. 6 1984 og nr. 1 og 2 1985)

1. del

Børnearbejde er et ord, der i vore dage har en noget odiøs klang. Underbetalte individer og 6- års poder i engelske kulminer er det umiddelbare syn, vi får for vort indre øje, når ordet nævnes. Ikke desto mindre er det at arbejde åbenbart noget væsentligt - ja en nødvendighed - for barnets rette udvikling, og faktisk fandtes der i Danmark for næsten 100 år siden en landsdækkende forening, hvis motto var denne artikels overskrift I disse år ville foreningen være fyldt 100 år. Dette er da anledningen til - ikke at tale om foreningen for den er uinteressant for os - men til nærmere at se på ovenstående motto. Et motto, der på trods af billedet i vort indre øje, ikke er uinteressant.

Det var i 1901 Ellen Key udgav sin senere så berømte bog "Barnets Århundrede". Det syn på barndommen og familien - et syn vi også finder hos en del af tidens øvrige kultur- intellektuelle, f.eks. den svenske maler Carl Larsson - der i bogen propaganderes for, dannede forunderligt nok skole. Og den børneopdragelse, hun slår til lyd for, satte sig drabelige spor i årene derefter. Ja, vores måde at omgås børn på har vel stærke rødder i de tanker, der var i de kredse, og som manifesterede sig i ovennævnte novellesamling (2).

At dette syn kunne vinde indpas er underligt. Synet var en familie, hvor børnene udelukkende skulle lege, og moderen ikke deltage i produktionen, men "kun" have reproducerende, opdragende og huslige pligter. En sådan kærnefamilie er en historisk anakronisme, og på Ellen Keys tid eksisterede den kun i det velbjergede handels- og industribourgeoisi, og i dag findes den vel ingen steder. Børn, der er taget ud af produktionen og kun må lege, kender vi imidlertid også i dag.

Sløjd som modbevægelse

For Ellen Key, der kendte det slidsomme børnearbejde i industri, miner og landbrug, stod dette, at børn ikke skulle arbejde, men kunne lege sig igennem barndommen, som noget ideelt. At det ikke er det, har vi erkendt i dag. Bogen "arbejde, leg og læring" fra 1980 giver mange eksempler herpå, men allerede på Ellen Keys tid var der folk, der talte hende og hendes gruppe midt imod. Samtidig med den bevægelse, Ellen Key var en fortaler for, eksisterede en slags modbevægelse, som herhjemme bl.a. havde tag i højskolekredse, og som manifesterede sig i at det praktiske arbejde - sløjden kaldet - blev indført i skolen. Såvel Søren Melgaard fra Askov som Axel Mikkelsen fra København var fremtrædende talsmænd for denne "modbevægelse", og Axel Mikkelsen den mest markante, for så vidt, som han tydeligst har formuleret sig herom (3).

En direkte modsætning til Ellen Key er han dog ikke. Heller ikke han forsvarede det ensformige og kropsdegenererede lønarbejde, børn dengang udsattes for. Men i modsætning til Key erkendte han værdien af, at børn som led i deres udvikling, opdragelse og socialisering fik lov til at arbejde. Vi kan skændes om, hvorvidt han selv formulerede det, men mottoet "Arbejd er barnets ret" tog han til sig og brugte det som bomærke på sin sløjdskole og sit sløjdsystem. Det var for ham noget overordentligt centralt og den vigtigste begrundelse for at indføre praktisk arbejde - sløjd - i skolen.

Respekt og lyst for praktisk arbejde

Men hvorfor er det så vigtigt, at børn arbejder? Per Linge og Hans Petter Wille har i deres før omtalte bog "arbejde, leg og læring" fra 1980 mange gode grunde herfor, men de samme argumenter kunne Axel Mikkelsen 80 år før stille op. I 1901 - samme år som Ellen Keys bog udkom - udgav han bogen "Den praktiske Opdragelse og Sløjden". Den fik ikke nær samme betydning som Keys, ja har endog i mange år været næsten glemt. Ikke desto mindre indeholder bogen vægtige argumenter for den manuelle opdragelse, og hvorfor denne opdragelse nu - omkring århundredskiftet - måtte indpasses i den almene uddannelse, folkeskolen og gymnasiet: "Hjemmene, de fattige som de mere velstillede, var førhen arnestedet for en ret omfattende praktisk virksomhed. Alt hvad der på nogen måde kunne udføres, tilvirkes og tildannes her blev gjort.....Under dette virksomme og formrige liv, hvortil der knyttedes en ret omfattende anskuelighedsundervisning, ofte i sin mest ideale form, levede børnene sig ind i og opøvedes i en mangfoldighed af praktiske virksomheder. De lærte derved at se, høre, føle, tænke og dømme, fik en række reelle forestillinger om den verden, de var bestemt til at færdes i, og respekt for og lyst til praktisk virksomhed....allerede i barneårene kom denne mangesidige praktiske udvikling til anvendelse. Der var rig lejlighed til at omsætte det indvundne i den for børn så værdifulde leg..."

Efter en opremsning af de ting, børn før lavede - skøjter, vandmøller o.l., og en påvisning af hvordan mange af de dengang - og til dels nu - kendte selskabslege var en direkte oversættelse af det praktiske arbejde, skriver han: "Ad disse og lignende veje fik børn førhen deres væsentligste opdragelse." I dag er alt dette gået tabt. Industri, landbrug, søfart og håndværk arbejder nu på en anden måde, der er ikke plads til børnene, og det er farligt for dem. Det er synd. For børnene og for os. For "...det er en kendt sag, at stærkt fremtrædende og grove praktiske arbejder som dem, der øves på mark og i have, i værksteder og på byggepladser, uden videre hensyn til deres art, i regelen interesserer børn i så høj grad, at de er meget modtagelige for alt, hvad der står i forbindelse hermed, og at hvad der af disse veje har nået bevidstheden sidder godt fast og bevares i lang tid...." Efter at have påpeget, at det meget børnearbejde, der fandtes på hans tid (mælkeudbringning, vogterjobs etc.) var "svimlende" forskellige fra "hjemmets alsidige opdragelsesværdi" og efter at have påpeget, at hjemmet ikke længere er i stand til at give den manuelle opdragelse, "der skal orientere dem om og i den verden, de lever i", spørger han, hvilken institution, der så skal give dem den. Og det kan kun blive skolen, den almene uddannelsesinstitution.

Skolens svar på ældre tiders manuelle opdragelse er sløjden. "Opdragende sløjdarbejde vil i meget væsentligt erstatte tabet af den tilfældige praktiske opdragelse, fordi det i en sammentrængt form indeholder mange af dens vigtigste elementer." Alt dette lyder - selv nu 80 år efter - yderst rigtigt, og udviklingen er fortsat. På Mikkelsens tid var landbohjem i høj grad stadig det mangesidige manuelle opdragelsessted. Nu er også det slut.

Skolefaget sløjd

Mikkelsen mente ikke udviklingen kunne ændres, og for at bøde på den manglende manuelle opdragelse i hjemmet ønskede han denne indført i skolen. Qua skolens struktur måtte det blive som fag, altså sløjd.

Sløjden vandt i første omgang indpas i de højere skoler, latinskolen, og det var Mikkelsens tanke, at sløjden skulle findes på skemaet lige fra først til sidst, fra børnehaveklasse til 3. g., ja, den skulle findes på alle almendannende uddannelsessteder, soldatersløjd og kursløjd er faktisk begreber, man møder i den sløjdhistoriske litteratur. Nu findes sløjd i 5. og 6. klasse.

At det gik anderledes, end han havde håbet, skyldes nok, at sløjd som skolefag er og ikke kan være andet end et utilstrækkeligt substitut for den manuelle opdragelse, der burde ske, men også at hans efterfølgere ikke ville eller kunne se sløjdens dybere mål. Han havde selv udviklet systemet med den groteske taktsavning og systemøvelser, som blev det eneste hans efterfølgere i mange år dyrkede (4).

Når svensk sløjd i dag er så meget bedre, og så bedre accepteret, kan de skyldes, at den meget hurtigt gik væk fra en bestemt øvelsesrække og at den "aldrig" indførte kolonnehøvlebænke (5).

At opdrages manuelt er vigtigt, men sløjden kan ikke klare det. Hverken i dag med de få timer eller - tror jeg - hvis den fik flere. Den manuelle opdragelse må ske også udenfor skolen i hjemmet, på arbejdspladsen, overalt. For at fratage barnet arbejdet er at fratage det en betydelig udtryksmulighed og en nødvendig kilde til erfarings- og identitetsdannelse - og det kan sløjden aldrig nogensinde give det. Kolonnesløjden overhovedet ikke. Den forkætrede, men af f.eks.. Bay Petersen lovpriste, mangesløjd i højere grad, men virkelighed er jo ingen af dem (6).

(fortsættes)

Noter

1. Det hedder arbejd, ikke arbejde, idet dette skulle være "det rette gamle ord". Dansk Sløjdlærerskoles 8.-10. årsberetning v. G. F. Krog Clausen, udg. 1928.
2. Om dette syn på Ellen Keys og Carl Larssons syn på barndommen - se Ronny Ambjørnsson: Barnets Fødsel - en skitse til bamet i historien, 1976.
3. Om denne "modbevægelse" se Bjarne Kildegaard: Sløjden, barnet og arbejde, SLØJD nr. 2 -1983.
4. Talende i så henseende er "Lærebog i Dansk Skolesløjd". Den oprindelige fra 1894 var skrevet af Axel Mikkelsen. 30 år senere var den udsolgt, og foreningen måtte sende den ud i ny udgave. Forstander Krog Clausen skrev i forordet til 2. udgave, at der jo ingen grund var til at rette i mesterens værk. Dog havde han udeladt ting af mindre betydning: Det historiske stof og de fysiske, psykologiske og til dels de praktiske undersøgelser...", altså hele grundlaget for sløjden. Derimod havde han tilladt sig følgende rettelser og tilføjelser: Rundboring er allerede optaget under 1ste Øvelsesgruppe, en Del af Snittegruppens vanskeligere Led er flyttet fremefter, og Krumsavning er flyttet foran bugthøvling, saa at Krumsavning herefter er Gruppe IV og Bugthøvling Gruppe V. Endelig er Gruppe Vll blevet en Del forenklet".
5. Om striden Askov-Kbhvn. se Højskolebladet, årgang 1891, Henry Mogensen: Sløjdforeningen af 1902, en beretning om 75 års virke, Sløjdbladet nr. 3 - 1977 og Bay Petersen: Sløjd som Skolefag, Sløjdbladet nr. 3 - 1973, side 7-15. Om svensk sløjd se Jørgen Mogensen: Sløjd - et politisk fag, privat tryk 1983.
6. Kurt Bay Petersen var en kort overgang forstander på Askov Sløjdlærerskole samt redaktør af Sløjdbladet. Heri bl.a. i bladet nr. 2 1972 og nr. 3 - 1973 omtaler han nødvendigheden af mangesløjden. Om mangesløjden se f eks. "Lærerbog I dansk Skolesløjd" 1940, side 45-50.