Det er værd at lægge mærke til, at H.C. Andersen først i nogenlunde sidste øjeblik faar den lykkelige ide at omdøbe "Svaneungen" til "Den grimme Ælling".... Derved holdes læseren i spænding, indtil det paa Eventyrets sidste Sider omsider røbes, at den formentlige Ælling er en Svaneunge....
Naar Eventyret er gaaet sin Sejrsgang Verden over, Skyldes det, at det straks uden Forkundskaber kan forstaas og forstaas med samme fornøjelse af Smaa og Store. Det er den evige Historie om "den store og aparte", der trods Modgang og Miskendelse, trods Nød og Genvordigheder sejrer til sidst, fordi det ikke betyder noget at være født i Andegaarden, naar man kun har ligget i et Svaneæg. Digteren regnede det med Rette sammen med "Sneedronningen" og "Skyggen" blandt sin "allerheldigste Eventyr".
Men mange ved ogsaa, at da den store Digter fortalte om den grimme Ælling, tænkte han først og fremmest paa sig selv. "Den grimme Ælling er en afspejling af mit eget liv" skrev han 21. juli 1869 til Georg Brandes, men det havde kyndige Læsere forlængst opdaget.
(på den tid) .. var rigtignok Andersens forhold til kritikken, til Bladene, til Intelligensen blevet kendeligt dårligere.... med det mægtige heibergske Hus havde han lagt sig ud straks efter det store sammenstød med Fru Heiberg, som nægtede at spille Titelrollen i "Maurerpigen", og som derved automatisk fremkaldte denne Tragedies fald.... Da han i Sommeren 1842 havde udgivet et af sine absolutte Hovedværker, "En Digters Bazar", var tonen nedladende skolemesteragtig i omtrent samtlige blade og tidsskrifter, i flere tilmed personligt sårende...
Eventyrets slutning er en klar udfordring til Modstanderne:
"Alle sagde de: Den nye er den smukkeste! saa ung og saa deilig! og de gamle Svaner neiede for den."
Men der mærkelige ved Eventyret, er, at skønt det udtrykker Digterens Tanker og Følelser paa en Maade, der ingenlunge kan misforstaas, er det dog udelukket, at "den grimme Ælling" kan læses blot som en forklædt Selvbiografi.... Eventyret er ikke blevet et privat opgør, dets Budskab rækker videre. Det er en tidløs Digtning om Geniets strenge Kaar, dets haarde Kampe for at hævde sin Personlighed, og det rummer en faast Overbevisning om den endelige Sejr.
Det kan naturligvis ikke undgaas, at Fortælleren af og til appellerer til Tilhørernes Medlidenhed med "den stakkels Ælling". Men Historien er rigtignok anderledes fortalt end de tidligere selvbiografiske Digtninger.
(nogle reagerede på at svanen ender som et husdyr, fx Georg Brandes:) "det ædle, kongelige Dyr,.... hvorledes ender den? Ak! som et Huusdyr. Her er et af de Punkter, man har vanskeligt for at tilgive den store Forfatter."
.... men med slutningen, som vi har den, er der først og fremmest tænkt paa Børnene, som udmærket godt kender Svanerne, dem har de tit faaet lov at fodre ...
H.C. Andersen har valgt en biologisk metafor, som tillader det tilsyneladende naturstridige, at ælling bliver til svane - uden at naturens love krænkes. Pointen er den enkle, at ællingen udvikler sig til det, den hele tiden har været bestemt til fra naturens og Guds hånd. For det naturstridige beror udelukkende på en social fejlopfattelse af dens sande natur. Det er de indskrænkede andre, der tror, at svaneægget rummer en and.
Derfor er ællingens forvandling først og fremmest af fortolkningsmæssig art. Den vedrører den identitet, ællingen udstyres med af andegårdsmiljøet og som den uden videre tager til sig. I eventyrets afgørende scene svømmer den forfulgte ælling de kongelige svaner i møde, overbevist om, at de vil dræbe den: " .. bedre at dræbes af dem, end at nappes af Ænderne, hugges af Hønsene, sparkes af Pigen ...
'Dræber mig kun' sagde det stakkels Dyr, og Bøiede sit Hoved ned mod Vandfladen og ventede Døden, - men hvad saae den i det klare Vand! den saae under sig sit eget Billed, men den var ikke længere en kluntet sortgraa Fugl, styg og fæl, den var selv en Svane."
Det afgørende ved forløsningen består ikke i den biologiske omstændighed, at ællingen er blevet til en udvokset svane, men i erkendelsen af det. For i det øjeblik, hvor den spejler sig selv, ser den for første gang i sit liv sig selv med egne øjne - ikke med de bornerte omgivelsers. Den falske, socialt tillagte identitet, viger for den sande, naturgivne. Og natur betyder her, som altid hos H.C. Andersen, det, der går forud for de menneskeskabte, dvs. herskende normer og fordomme.
Hermed vender eventyret imidlertid også andegårdens værdisæt på hovedet. Alt det, som gør ællingen til et udskud i andegården - dens anderledeshed, dens grimhed - er i virkeligheden et pant på, at den hører til i en verden højt hævet over andemaden og sladderen. Når ællingen har gået rundt og følt sig ringere end alle andre, er det, fordi den er meget bedre end de er: "jeg er dog en Digter Natur, som Gud ikke gav mange af!"
.... Mere eller mindre åbenlyst dementerer (H.C. Andersen i sin digtning) gældende værdier og hans egne sættes i stedet ... Men med en væsentlig afvigelse i forhold til det mønster, vi fandt i 30'ernes eventyr. For hvor den lille havfrues sande væsen først forløses hinsides det jordiske, der finder ællingen et hjem indenfor rammerne af den givne sociale orden. Den endelige bekræftelse på den nye svanes høje værd, leveres jo ved, at den bogstaveligt talt fodres med krummer fra de fines bord..
Den højere instans befinder sig altså ikke mere uden for, men i selve det sociale hieraki, for den er flyttet fra himlen ned på jorden til åndens adel, som forbløffende ofte viste sig at falde sammen med fødselens for H.C. Andersens vedkommende.
Bagved denne forskydning af mytens tyngdepunkt fra himmel til jord ligger den støt stigende berømmelse, som H.C. Andersen erfarede i Sverige, Frankrig og især Tyskland i 40'ernes begyndelse og som i 1847 nåede til England. Det satte selvfølgelig den manglende anerkendelse i den hjemlige andegård yderligere i relief.