Kierkegaards far kom til København i 1768. Derfor nåede han ikke, at være med i bøndernes kamp for at blive selvstændige. På landet var det således, at bønderne ikke selv kunne eje jorden - det gjorde godsejerne. Bønderne kunne højst blive fæstebønder, hvilket betød at de kunne leje en gård og noget jord af godsejeren mod til gengæld at betale landgilde og yde gratis arbejde i 2 ud af 3 dage året rundt. Betingelserne for at leje var således gode for godsejeren, men dårlige for bønderne, så op gennem 1700-tallet voksede utilfredsheden hos bønderne.
En af de skrappe regler var stavnsbåndet, som sagde, at mænd mellem 4 og 40 år ikke måtte flytte fra den gård, hvor de var født. På den måde havde godsejerne altid billig arbejdskraft. Fra midten af 1700-tallet steg kornpriserne kraftigt og det gik godt for dansk landbrug. Derfor begyndte nogle godsejere at slække på fæstereglerne, og de opdagede til deres store overraskelse, at bønderne ydede et større stykke arbejde, når de fik forbedret deres levevilkår og kunne beholde mere af det korn, de dyrkede på den lejede jord, eller direkte komme til at eje jorden selv. På den måde tjente de reformvenlige godsejere flere penge end andre og de støttede senere bøndernes utilfredshed med de urimelige regler. De ivrigste godsejere i denne sag var brødrene Christian Ditlev og Ludvig Reventlow, som gjorde et stort politisk arbejde for at få sat gang i de danske landboreformer. Den første lov om lempelse af fæstereglerne kom i 1787 og året efter i 1788 blev stavnsbåndet ophævet, men det tog 130 år, indtil 1919, før alle reglerne var ophævet, og bønderne kunne være deres egne herrer. For bønderne betød disse omvæltninger, at de kom til at føle sig mere frie, men de lærte samtidig at arbejde langt mere og hårdere end tidligere, fordi jorden nu blev deres egen.
Ved at flytte til København kom Mikael Kierkegaard til at tilhøre en anden samfundsklasse en bønderne. Han blev medlem af den handlende borgerskab. Samfundsklasserne var på det tidspunkt meget forskellige, og havde stort set ikke noget med hinanden at gøre. Til gengæld havde både adelsfolkene, godsejerne og handelsfolkene kontakt med ligesindede i de andre europæiske lande, og det førte hele tiden nye ideer og tanker til Danmark.
Året efter de danske landboreformer kom den franske revolution i 1789. Handelsstanden havde, på samme måde som andre steder i Europa, tilkæmpet sig magt ved at tjene penge. Det var ikke længere kun jordbesiddelse, der gav magt. Pengene kom til at spille en stadig større rolle. I Frankrig ville borgerskabet nu også have indflydelse på de politiske forhold. Det var imidlertid ikke så let på grund af enevælden. Enevælden var den sidste fase af middelalderens feudale samfundssystem. Det betød at kongen ene og alene regerede landet. Han havde magten og hans ord var lov. Det franske borgerskab havde længe prøvet at overtale solkongen, Ludvig XVI, til at afgive noget af sin magt frivilligt, men det ville han ikke høre tale om, og i 1789 brød revolutionen altså ud. Det endte med at borgerskabet vandt og at kongen mistede hovedet.
I Frankrig havde enevælden eksisteret siden 1640'erne, mens den i Danmark blev indført i 1660. Ideen om, at borgerskabet skulle have politisk indflydelse bredte sig til de øvrige europæiske lande, men i Danmark havde ideen svært ved at komme til orde og blive udbredt. Det skyldtes først og fremmest den kongelige censur. Begrebet censur er opfundet af kirkerne i middelalderen, hvor f.eks. den katolske kirke udsendte lister over bøger, som det var forbudt at læse og senere trykke. Op gennem oplysningstiden (1700-tallet) var der stor kritik af censurreglerne og i Danmark blev de afskaffet i 1770 og trykkefriheden indført. Da urolighederne tog til ude i Europa og ideerne nåede Danmark genindførte kongen, Christian VII, imidlertid censuren, så det blev forbudt at skrive og trykke sine meninger. Censuren blev fastholdt indtil begyndelsen af 1830'erne, hvor det igen begyndte at gå bedre med landets økonomi. I 1834 kunne landets første egentlige avis udkomme. Her kunne embedsmænd og borgerskab formulere deres krav til en fri forfatning. Således var vejen banet for enevældens afskaffelse og med hjælp fra Tyskland, bl.a. gennem krigen i 1848-50 måtte kongen overgive og sig, og Danmark kunne få sin første grundlov d. 5. juni 1849, under kong Frederik VII. Hermed var enevælden ophørt og begyndelsen til demokratiet indført. Der indførtes et tokammersystem, hvortil kun selvstændige og frie mænd over 30 år og med en vis indtægt, havde stemmeret. En udvikling som Søren Kierkegaard ikke var begejstret for. Han var indædt tilhænger af den oplyste enevælde, og mente ikke at den menige mand egnede sig til at have indflydelse på driften af et land.
Samtidig med borgerskabets oprør i Paris lå Frankrig i krig med en række andre lande i Europa. Det gjorde det svært for oprørerne, at få oprettet et ordentligt styre efter revolutionen. Samtidig svækkede urolighederne i Paris de franske hæres muligheder for at vinde krigene, idet forsyninger af mad, våben og mandskab ikke nåede frem i tide. Det endte med, at en af officererne fra revolutionshæren, Napoleon Bonaparte, tog hjem til Paris og lavede et statskup i 1799. Han indsatte sig selv som diktatorisk kejser og afskaffede omgående alle revolutionens ideer. Som sit første vigtige arbejde sluttede han fred med Paven i Rom og aftalte et samarbejde mellem kirke og stat. Hermed regnede han med at urolighederne hjemme i Frankrig ville stoppe, idet kirken havde stor magt over folks meninger. Da disse ting var på plads kunne han fortsætte sine militære aktioner med Tyskland, Østrig, Rusland og England. Som nævnt var det lykkedes Danmark at holde sig neutralt i krigene op gennem sidste del af 1700-tallet. I stedet havde landet tjent mange penge på kornsalget til de krigsførende lande. Men med Napoleon på tronen turde den danske konge ikke længere at holde sig neutral. Han følte sig overbevidst om at Napoleon ville vinde krigene og valgte derfor at slutte sig til Frankrig. Det skulle imidlertid hurtigt vise sig at være et dårligt valg, fordi det førte til nogle kraftige nederlag for Danmark. Allerede i 1801 kom slaget på Reden, som var en søkamp mellem Danmark og England ud for Kongedybet. Danmark blev taget på sengen og nåede slet ikke at få sine skibe ud af havnen, hvorfor vi mistede en stor del af flåden. Det var i dette slag, den berømte engelske viceadmiral, Lord Nelson satte kikkerten for det blinde øje, og på den måde gjorde slaget længere end beregnet. Seks år senere i 1807 angreb englænderne igen København, som denne gang blev udsat for et voldsomt bombardement, hvorved en stor del af byen gik op i luer. Krigen tærede voldsomt på Danmarks økonomi og København mistede sin førerstilling som handels-centrum i Europa. Da krigen sluttede med Napoleons nederlag i slaget ved Waterloo 1815, var Danmark to år forinden i 1813 gået bankerot, og i 1814 havde landet måtte afstå besiddelsen over Norge, således at grænserne blev nogenlunde, som de ser ud i dag. Efter krigen tog det 10 - 15 år før Danmark igen var på fode.
Imens det altså gik rigtig dårligt for Danmark, gik Mikael Kierkegaard rundt i København og forbedrede sine forhold gennem hele perioden. Hans held begyndte allerede under den store brand i København i 1795. Her undgik han, at hans hus blev ramt af ilden. Hans forretning gik fantastisk, og allerede året efter arvede han en stor sum penge efter sin onkel. Den pludselige forøgelse af formuen gjorde det muligt for ham at afhænde forretningen, og leve af renterne af sin formue ved at investere den. Han valgte at sætte alle sine penge i kongelige obligationer, selv om andre investeringer kunne have givet et større udbytte, men det skulle senere vise sig at være en aldeles god forretning.
Under bombardementerne af København i 1801 og 1807 undgår Mikael Kierkegaards huse igen at blive ramt af bomber og brand, og ved statsbankerotten i 1813 kommer den store gevinst for ham. For at få råd til at deltage i krigen med Napoleon havde kongen udstedt en masse penge, som der ikke var økonomisk dækning for i landet. Dette var årsagen til bankerotten, som betød at pengene i Danmark blev nedskrevet til 1/10 af deres oprindelige værdi. Fra den ene dag til den anden var 100 kr. pludselig kun 10 kr. værd. Således mistede stort set hele Danmarks befolkning en stor del af det de ejede. En af de få undtagelser var Mikael Kierkegaard. Han blev rigere efter bankerotten. Der var nemlig en lang række lande, som havde lånt Danmark penge under krigen, og de skulle jo have deres penge igen, så derfor blev de kongelige obligationer friholdt fra nedskrivningen. De beholdt deres oprindelige værdi og var derfor langt mere værd end tidligere.
Og det var jo netop i kongelige obligationer Mikael Kierkegaard havde investeret alle sine penge.
Da Kierkegaards far i 1796 havde solgt sin forretning, var det blandt andet for at få tid til at filosofere over livet og få afklaret sit forhold til Gud, som han jo troede ville straffe ham, på grund af en forbandelse han havde udstedt på heden som dreng. Den utrolige økonomiske succes gjorde ham derfor ikke kun glad. Han var utrolig bekymret for, hvilke planer Gud havde med ham. Hele tiden læste ham historien om Job i det Gamle Testamente. Her var også en mand, som havde haft stor succes og var rig, for så pludselig at miste det hele. Måske gik det ham kun godt, for at han senere kunne miste så meget mere. Med den store gevinst i 1813 troede han dog ikke længere på denne mulighed. Der var ganske enkelt intet, der kunne ruinere ham. Men hvordan ville straffen så komme? Her faldt tanken på familien.
Som alle andre fattige bondedrenge, skulle Mikael tidligt ud at arbejde i marken. Hans arbejde bestod i at vogte får på heden, men i modsætning til sine søskende og andre børn på den tid, hadede han sin skæbne. Han mente ikke, det kunne være rigtigt, at han skulle tilbringe sit liv på den måde. En dag, da han var særlig led og ked af sin tilværelse, stillede han sig op på en stor sten på heden, vendte blikket op mod himlen og forbandede Gud, fordi han havde placeret ham på dette elendige udsted med kulde, sult og sygdom.
Et par år efter, i 1768, fik Mikael overtalt sin far, så han fik lov at rejse til København. Han var på det tidspunkt kun 12 år. I København boede hans onkel, som i 1750 havde fået borgerskab som hosekræmmer. På den tid kunne man ikke bare flytte til en by, som man havde lyst til. De som ejede bygningerne og jorden skulle først give deres tilladelse, og man skulle være medlem af by-borgerskabet.
Mikael kom i lære som hosekræmmer hos onklen, og i 1780 får han selv borgerskab i København. På det tidspunkt var han 24 år, og verden lå åben for ham. Hermed var grundlaget for hans videre succes lagt. Han viste sig hurtigt at have talent for handel, og hans forretning voksede hastigt. I løbet af kort tid indførte han nye stoffer som bomuld og silke i handlen, hvor man kun tidligere havde været vant til linned.
I forbindelse med sin forretning havde Mikael i 1880'erne en kompagnon, som hed Røyen. Han havde en søster, som hed Kirstine, og med hende giftede Mikael sig i 1794. Samme år ansætter han den 26 årige Ane Sørensdatter Lund, som stuepige. Ægteskabet med Kirstine varede ikke længe. Hun døde barnløs allerede i 2 år senere. Var det virkelig Guds mening, at straffe ham, ved at lade ham se sin kone dø i en alt for ung alder, og hvad værre var, lade ham ende sine dage uden arvinger til sin formue? Det var mere end Mikael Kierkegaard kunne klare, og meget tyder på at han i desperation over sine mørke fremtidsudsigter har voldtaget stuepigen, som derved blev gravid. I 1797 gifter han sig imidlertid med hende, og 5½ måned efter føder hun deres første barn. I 1809 køber de huset Nytorv 2, lige ved siden af byretten. Her bliver de boende til deres død i henholdsvis 1834 og 1838. Inden da nåede de, mellem 1797 og 1813, at få 7 børn sammen. Først 3 piger og derefter 4 drenge. Han skulle altså ikke komme til at gå gennem livet uden børn - tværtimod. Til gengæld var han blevet fornedret gennem den måde, han havde fået børnenes mor på. Det er sandsynligvis af denne grund Søren Kierkegaard aldrig omtaler sin mor. Kun meget få steder i de skrifter, der er bevaret efter ham, er hun nævnt.
Den første kones død oplevede han kun, som en advarsel fra Gud. Han blev mere og mere sikker på, at der ville komme mere, og at straffen nu ville ramme børnene til den mor, han, i hvert fald for det første barns vedkommende, havde besvangret med vold. I Bibelen (2. Mose-bog, kapitel 20, vers 5) havde han læst at Gud straffer fædres skyld på børn, børnebørn og oldebørn, og fra Jobs Bog (kap. 14, v. 16) vidste han, at Gud hele tiden holder øje med ethvert menneskes synd, så den kan blive retfærdigt straffet.
Hans bekymringer kulminerer med Søren Kierkegaards fødsel d. 5. maj 1813, præcis 4 måneder efter statsbankerotten. Søren blev den sidste i søskendeflokken og havde ikke været planlagt. Tidspunktet for hans fødsel, umiddelbart efter den sidste store økonomiske gevinst, fik faderen til at opleve Søren, som Guds sidste varsel til ham. Nu skulle afstraffelsen begynde og den yngste søn skulle være sonofferet. Hele denne tyngende tankegang fik faderen bekræftet ved gennem hele sit voksne liv at gå til møderne i pietist menigheden i Stormgade.
Den sidste af disse tanker, som nærede Mikael Kierkegaard, var, at han på et tidspunkt blev overbevidst om, at han selv skulle overleve alle sine egne børn, og at ingen af dem skulle overleve deres 33. år. Den alder Jesus havde haft, da han måtte lide døden. Man skulle næsten tro, at hans tanker alene, har kunnet sætte en række dødsfald i gang. For hans frygt kom til at holde stik for 5 af de 7 børn. Mellem 1819 og 1834 dør 5 af Søren Kierkegaard 6 søskende. Deres aldre var henholdsvis: Søren Michael 12 år (1819), Maren Kristine 25 år (1822), Nicoline 33 år (1832), Niels Andreas 24 år (1833) og endelig Petrea 33 år (1834), samme år som hans anden kone dør. Da han selv døde 4 år senere var endnu to sønner, Peder Christian og Søren, i live og hans negative forventninger gik altså ikke helt i opfyldelse. Inden sin død havde han imidlertid med sine mørke religiøse tanker præget børnenes opdragelse betydeligt.
Når introduktionen er tilendebragt uddeles elevbogen til gennemlæsning. Det anbefales, at der gives én uge til læsningen. Læsningen skal ikke kommenteres, og skal ikke behæftes med andre opgaver end den blotte læsning.
| PS: | Der findes ingen dokumentation for at Mikael Kierkegaard skulle have voldtaget sin anden kone. Fremstillingen heraf bygger på kryptiske hentydninger i Søren Kierkegaards papirer og er altså en kraftig tolkning, hvis primære formål det er at motivere læsningen af elevbogen. Der er ingen grund til at gøre eleverne opmærksom på dette forhold forud for læsningen, men det kan eventuelt gøres, når arbejde med bogen er tilendebragt. |