Natur, forsyn og skæbnetro

- Uddrag fra bibelen.

1. Mos. 50,20:
I udtænkte ondt mod mig, men Gud vendte det til det gode.
Han ville gøre det, der nu er sket: holde mange mennesker i live.


2 Sam. 17,14:
Absalom og alle israelitterne sagde: "Arkitten Hushajs råd
er bedre end Akitofels."

Det var Herren, der havde befalet, at Akitofels gode råd skulle
kuldkastes, for at Herren kunne bringe ulykke over Absalom.


Sl. 31,15 -16:
Men jeg stoler på dig, Herre,
jeg siger: Du er min Gud.
Mit livsløb er i din hånd,
red mig fra mine fjender og forfølgere!


Rom. 11,36
Thi fra ham og ved ham og til ham er alle ting.
Ham være ære til evig tid! Amen.


1 Kor. 8,6:
Men for os er der kun én Gud, Faderen;
fra ham er alle ting, og vi til ham.
Og for os er der kun én Herre.
Jesus Kristus;
ved ham er alle ting, og vi ved ham.


Kol. 1, 15-20:
Han er den usynlige Guds billede,
al skabnings førstefødte.
I ham blev alting skabt
i himlene og på jorden,
det synlige og det usynlige,
troner og herskere,
magter og myndigheder.
Ved ham og til ham er alting skabt.
Han er forud for alt,
og alt består ved ham.
Han er hoved for legemet, kirken.
Han er begyndelsen, den førstefødte
af de døde, for at han i alle ting
skulle væreden første.
For i ham besluttede hele guddomsfylden
at tage bolig og ved ham at forsone alt
med sig, på jorden som i himlene, ved
at stifte fred ved hans blod på korset.


Rom. 8, 28-39
Vi ved, at alt virker sammen til gode for dem, der elsker Gud, og som efter hans beslutning er kaldet. For dem, han forud har kendt, har han også forud bestemt til at formes efter sin søns billede, så at han er den førstefødte blandt mange brødre. Og dem, som han forud har bestemt, har han også kaldet, og dem, han har kaldet, har han også gjort retfærdige, og dem, han har gjort retfærdige, har han også herliggjort.

Hvad er der mere at sige! Er Gud for os, hvem kan da være imod os? Han, som ikke sparede sin egen søn, men gav ham hen for os alle, vil han ikke med ham skænke os alt? Hvem vil anklage Guds udvalgte? Gud gør retfærdig. Hvem vil fordømme? Kristus Jesus er død, ja endnu mere, han er opstået og sidder ved Guds højre hånd og går i forbøn for os. Hvem kan skille os fra Kristi kærlighed? Nød eller angst? Forfølgelse, sult eller nøgenhed? Fare eller sværd? - som der står skrevet:
På grund af dig dræbes vi dagen lang, vi regnes for slagtefår. Men i alt dette mere end sejrer vi ved ham, som har elsket os. For jeg er vis på, at hverken død eller liv eller engle eller magter eller noget nuværende eller noget kommende eller kræfter eller noget i det høje eller i det dybe eller nogen anden skabning kan skille os fra Guds kærlighed i Kristus Jesus, vor Herre.