Vikingedukker

- artikel og arbejdsark

Artiklen "Vikingebørn" af Inge-Lise Münther er fra "håndarbejde i skolen 4" udgivet af Foreningen af Danske Håndarbejdslærere. 27. årgang nov. 1992.

Arbejdsarkene er lavet af Inge-Lise Münther.

VIKINGEBØRN

DER INSPIREREDE 4. KLASSE I ET TVÆRFAGLIGT ARBEJDSFORLØB OM VIKINGETIDEN PÅ GRØNDALSVÆNGETS SKOLE

AF INGE-LISE MÜNTHER

Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998

I det følgende vil jeg fortælle om forløbet med særlig vægt på fremstilling af filtdukker klædt i "hjemmelavet" vikingetøj.
Jeg har i godt 4 år samarbejdet med Lasse Hammer om klassen. Vi har en integreret læsegruppe i klassen, og på grund af denne læsegruppe har vi 10 to-lærertimer. Til sammen dækker vi en meget stor del af klassens timer, og det er med til at lette det tværfaglige arbejde.
Børnene i vores klasse er meget forskellige. Børnene har dels meget forskellige forudsætninger, og dels meget forskellige færdigheder - og børnene har meget forskellige måder at lære på.
I 3. klasse arbejdede vi med oldtiden, og eleverne spurgte: "Må vi ikke også få om vikingerne?". Vi fandt, at vikingeemnet var velegnet for et tværfagligt samarbejde i dansk, historie, formning og håndarbejde. Fagene kunne let støtte hinanden samtidig med, at undervisningsplanen kunne opfyldes.

Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998

OG LAD OS SÅ KOMME I GANG

Men hvordan? Hvad ved børnene allerede om vikingetiden, og er der noget, de gerne vil vide, noget de har tænkt over og undret sig over? Ja, nogle få har en masse i hovedet om emnet, andre vist intet. Nu er det vores opgave at få lavet et mere fælles udgangspunkt for forløbet, der kan få dem alle til at blive interesseret og stille spørgsmål. Her bruger vi blandt andet dukkerne.

DUKKEFREMSTILLING

I håndarbejdstimerne laver vi filtdukker. Vi klipper dukken ud i filt, syr den sammen på maskine, propper den med syntetisk vat, og syr resten i hånden. Vi øver os i formningstimerne på at tegne ansigter, ser på hinanden og i spejle, og får til sidst tegnet et ansigt på dukken. Hår laver vi af heglet hør.
Allerede på dette tidspunkt er dukkerne ved at vågne til live. Et par børn sidder omkring den store rulle med pladevat og stopper dukken ud. "Min dukke er en af dem, der ikke selv bestemmer" . "Mener du en træl?". "Nå, er det det, de hedder". "Det vil jeg ikke være, det er ikke rart" o.s.v.

Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998

TØJET

Hvad skal dukken have på? Eleverne er nu optaget af at se på tøjet i alt, hvad de oplever omkring vikingetiden i de andre timer, hvor museumsbesøg, lærerens fortælling af myter og sagn, læsning i historiebogen for 4. klasse, kigge i den udlånte bogkasse fra mediateket o.s.v. foregår.
I håndarbejdstimerne er vævene kommet frem. Børnene er fortrolige med at væve, da de allerede i 1. klasse lavede en stor trævæv, som de vævede med stofstrimler på i forbindelse med et emne om tøj. På det tidspunkt kartede, spandt og filtede de også uld. I 3. klasse lavede de en smukt dekoreret båndvæv i tilknytning til arbejdet om jernalderen.
Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998
Vi har små, gamle trævæve, der egner sig glimrende til at væve forklæder og bukser på, så det lige passer i bredden og længden. Desuden har vi stoppevæve i plastik (som egentlig er spjældvæve) og deres format egner sig til nederdele og slag.
Jeg har købt uldgarn i "gamle" farver, det er ikke rullet op, så det gør vi selv. Det er besværligt, men under arbejdet får vi talt om, at vi har sprunget en lang række processer over, inden de i vikingetiden kom hertil. Disse processer - på nær farvningen, - kender børnene som skrevet fra egne erfaringer. (Jeg overvejer at lave lidt plantefarvning, men det er vinter, så der er ikke noget at finde udenfor, og det bliver vist også for besværligt).
Dukkerne bliver nu klædt på --- forskelligt, men nok ret korrekt, da børnene har undersøgt det nøje. Vi får også brug for hørlærred til kjoler og kjortler. Det har vi en masse liggende af, fra dengang vi syede hulsøm og korssting på det i håndarbejde. Det er bleget hørlærred, som vi prøver at koge med kamillete og almindelig te, det bliver ikke lige børnenes smag, så de bruger det hvide.

Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998

TILBEHØR

Mange af dukkerne skal have noget på hovedet, nogle filter hatte, et par hækler net (det ligner sprang), og nogle giver pigerne tørklæder på. Mange har lagt mærke til, at vikingerne har smykker på, så gamle metalknapper dukker frem fra bedstemors knapæske derhjemme (især min minderige knapæske må holde for), og vi supplerer med nye plastikmetalknapper (de ligner ret godt).
Nogle begynder også at lave glasperlekranse. Bælter laves af skindrester, flettede og snoede snore. Jeg viser fremstilling af brikvævede bånd. (Eleverne har set meget smukke, brikvævede bånd på modeller af vikingetøj, som vi har lånt fra Københavns Fællessamling. Her kan vi låne en hel kasse med materialer om vikingernes tøj og altså også modeller, som eleverne endda selv må prøve --- en fin ordning). Brikvævning finder eleverne for svært, for nu skal dukkerne være færdige. Det bliver de - meget forskellige - utroligt søde og højt elskede.

Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998

ER DET BARNLIGT?

Ingen finder det på noget tidspunkt barnligt at lave dukkerne.
Naboklassen, der er 5. klasse, følger engageret med i processen, og 6. klasse, som jeg har i håndarbejde, ser meget på mine dukker, der sammen med lidt orientering om uld og hør hænger i håndarbejdslokalets udstillingsskab.

"DUKKERNE" BEARBEJDER INDLÆRINGEN

Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998
Undervejs bruger en stor del af eleverne dukkerne til at lege med. I legen er de i vikingetiden, og jeg får travlt med at lytte til alt det, der efterhånden er kommet ind i børnenes bevidsthed om vikingernes dagligdag, og som de nu i fællesskab får bearbejdet. Snakken tager til, og jeg må ind imellem sige, at nu skal der arbejdes. Især når de sidder og væver, må de holdes lidt til, men det giver så anledning til en snak om det kæmpearbejde, det er at væve sit eget tøj: "Tænk, hvis vi selv skulle passe det".


ALLE LAVER DUKKER

Arbejdet med dukkerne strækker sig over små 2 måneder, og arbejdet foregår i håndarbejdstimerne, dog har børnene efter ønske taget vævene med i klasselokalet, så kan de lige, når der er tid, væve lidt.
Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998
I hele forløbet foregår der forskellige tværfaglige aktiviteter. I dansk og historie glider timerne ind i hinanden, men når formning og håndarbejde står på skemaet, arbejder vi med disse fag. Fagene kræver faglokaler, og det er arbejdsmæssigt lettere, at alle (stort set) arbejder med det samme.
I dukkearbejdet er valget af undervisningsmidlet mit, fordi jeg heri ser mange muligheder (som forhåbentlig fremgår af denne artikel). Alle elever skal lave en dukke, alle skal væve og sy tøj i hørlærred (materialelære, mønsterbehandling og maskinsyning). Jeg skriver dette, fordi tværfaglighed kan organiseres som værksteder, hvor eleverne selv vælger sig ind efter evner og Iyst. Denne model finder jeg uheldig, da nogle elever konsekvent vælger det, de er gode til, og deres alsidige udvikling tilgodeses ikke hermed. Værkstedsaktiviteterne kan også foreslås af eleverne, hvad jeg også finder uheldigt, da eleverne ofte vælger det, de allerede har prøvet og fundet sjovt. Lærerens faglige viden og indblik i undervisningsmidlernes muligheder for sammenhæng, har eleverne ikke.

Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998

TILBAGE TIL FORLØBET

Her er eleverne nu i gang med læsning og skriftligt arbejde, der bl.a. munder ud i forberedelse af små optrin, hvor dukkerne skal snakke sammen.
Dukkerne (= eleverne) er delt i tre optrin, eksempelvis skal den ene gruppe tale om tøj i vikingetiden. Børnene laver en disposition til forløbet og improviserer så en samtale.
Dukkerne er sat på blomsterpinde, og børnene står bag et sort klæde, dog således at deres ansigter er synlige.
Seks af dukkerne laver dette optrin: To dukker står og spinder uld (håndtene er lavet af en lille pind med en klump ler på). Det er kedeligt, taler de om, men glæder sig til at få nyt tøj. To dukker kommer til, de har kurve fyldte med uld, de fortæller, at de lige har hjulpet med at klippe får. De to sidste kommer til, de har været ude at samle blomster til farvning --- snakken går dukkerne imellem --- børnene kan nu også formidle deres viden til andre.
Optrinene er en del af en større forestilling, hvor dukkerne kæder de andre indslag sammen. Forestillingen vises 3 gange: For forældre og søskende, for venskabsklassen fra Jyllinge og for skolens mellemtrin. Alle forestillinger fænger, der er stille, også da de jævnaldrende kritiske kammerater ser forestillingen.
Til sidst udstiller vi "vikingetiden" på det lokale bibliotek, efter at børnene har lavet det hele om til en udstilling med forklarende tekster.

Vikingedukker
Birgitte Norsker, 1998

HVAD LÆRTE DUKKERNE OS!

Dukkerne var en del af det konkrete i vores undervisningsforløb.
De var med til at gøre det muligt for alle elever at få udbytte af undervisningen. I det samlede forløb var dukkerne mest "aktive" i starten og i afleveringen af den indsamlede viden og indsigt, men dukkerne var baggrunden i læse-skrive-perioden (kun lige nævnt i denne artikel, men selvfølgelig en væsentlig og stor tidsmæssig del af forløbet).
De sprogligt svage elever og de læsesvage elever fik her igennem en større mulighed for at tale, læse og skrive om emnet.
De læsestærke fik erfaringer med en form for indlæring, som de ikke alle samler erfaring fra.
Alle var aktive og med til at bidrage til udformingen af forestillingen i slutfasen, de havde alle lært, men på forskellige måder.

Inge-Lise Münther er lærer på Grøndalsvængets Skole på det ydre Nørrebro i København.

Arbejdsark lavet af Inge-Lise Münther.