En gammel viking, en dværg og fire sypiger, to ældre og to yngre, er hovedpersonerne i Lars-Henrik Olsens fremragende bog, "Dværgen fra Normandiet". Bogens handling udspiller sig over et par år, stort set i et lokale, i et sydengelsk kloster omkring 1076.

Disse seks mennesker er samlet for at udføre det projekt, som også er bogens røde tråd: det 70 meter lange og 51 centimeter høje billedtæppe, der i dag er kendt som Bayeuxtapetet. Det er et billedtæppe, der bag sit enkle, smukke ydre gemmer en imponerende teknisk og kunstnerisk præstation. På samme måde forholder det sig med Lars-Henrik Olsens bog: historiens mange lag er broderet sammen til en medrivende, spændende helhed, der både fortæller om et snærende, indelukket klosterliv, om det blodige og meget dramatiske slag mellem hertug Wilhelm af Normandiet og kong Harold af England, om det vanskelige arbejde med fremstillingen af det smukke Bayeuxtapet og endelig, om den forandring mødet med den lille dværg med det store hjerte kom til at betyde for bogens øvrige hovedpersoner og netop dette sidste centrale lag i fortællingen, bogens smukkeste og væsentligste, er det forløb, der først og fremmest hæver bogen langt op over hverdagen og den hellige middelmådighed, i en hyldest til kunsten og kunstneren, som den kraft, der kan forløse, befri noget i mennesket, få os til at bryde vante mønstre og skabe nye rum og sammenhænge.

Det er en bog, der forener et historiesyn, der kræver en høj grad af korrekthed i fremstillingen, et krav om kunstnerisk originalitet og et mere ungdommeligt ønske om en konstant stigende spændingskurve. Den, der læser "Dværgen fra Normandiet" får, i tilgift til en spændende, vital historie, en masse at vide om den tidlige middelalder og dets klosterliv og om slaget ved Hastings 1066, Iyst til at opleve Bayeuxtapetet ved selvsyn, og så den her forunderlige, uforklarlige, glade fornemmelse af at opleve noget godt, en eller anden form for forløsning, en befrielse et eller andet sted i kroppen.
"Hvor var han glad for at han levede og fik oplevet dette. Opleve at sidde i systuen med de dejlige piger og den lille gnom, denne lille troldmand, der kunne sprede så megen glæde og varme, og som med sin ufattelige stædighed havde skabt denne rolige og harmoniske verden i et mørkt, indelukket kloster. Det var utroligt, men sandt. Han så det jo selv. Og han følte sig rig." (s. 368)
Den fornemmelse har man også efter endt læsning af "Dværgen fra Normandiet".

-----

Dværgen...

L-HO: "Der sker det, at Hanne og Mikael Malling sidder til middag hos nogle venner, hvor der også er en kultursociolog, der hedder Jonathan Schwarz til stede. Jonathan har været nede at se Bayeuxtapetet, og han siger, da han får at vide, at Mallingerne er forlæggere: "Ku' I ikke tænke jer at lave en bog om det ?" Og de syntes, det var en god ide. Jonathan vil ikke selv skrive den, men som sociolog vil han godt gå ind og hjælpe til med det faglige, at vurdere billedtæppet som sociolog, med den viden man har om samfundsforhold dengang. Så ringer Mallingerne til mig og be'r mig om at skrive den. De havde forestillet sig en billedbog på 36 sider, men efterhånden som jeg læser om Bayeuxtapetet, kan jeg se, at der er mere stof end til den billedbog. Jeg finder også ud af at billedtæppet ikke rigtig er blevet analyseret kunstnerisk, der er ikke nogen, der har vurderet komposition, farvesammensætning, teknikker, og prøvet at finde ud af, hvem der har lavet det og hvorfor. Når man ser hestene, kan man f.eks. tydeligt se, at nogen heste er helt anderledes fra andre heste, så det tyder på, at i hvert fald to mennesker har siddet og broderet. Efterhånden fandt jeg ud af, at den eneste måde at fortælle, hvad der skete dengang, var at beskrive tilblivelsesprocessen. Så jeg holder mig fast i, hvad historikerne siger, at billedtæppet er lavet i England i et kloster, sandsynligvis 10 år efter slaget ved Hastings, og det er jo sådan set nok. Klosterstemning, kvindehåndværk....lige pludselig stod det Iysende klart for mig, hvordan forløbet skulle være. Så er der jo nogen, der skal kunne fortælle, hvad der foregår på billedtæppet, kvinderne levede et isoleret liv i klostret, og da det både viser, hvad der sker på den engelske og den franske side, er det altså både en franskmand og en englænder, som må hjælpe til. Den ene er opdigtet, vikingen Ligulf, og den anden er afbildet på selve Bayeuxtapetet."

Hvordan opstod ideen med at lade en person fra billedtæppet spille en central rolle i bogen?

L-HO: "Nogle engelske forskere mener, at han må være designeren. De siger også, at han sandsynligvis må have været en slags skjald, som har været tilknyttet det normanniske hof. Mange skjalde var naragtige i deres udseende, mange af dem var dværge. Det er rent gætteri, men den opfattelse har jeg altså hængt hovedet på."

Research'en

L-HO: "Ja enormt. Der fandtes ikke så meget litteratur om tæppet på dansk, men på Kunstindustrimuseet og Det Kongelige Bibliotek fandt jeg en del, også bøger med hele tapetet i naturlig størrelse! Mange ved ikke hvilket kæmpearbejde, der ligger foran, det er jo ikke nok bare at beskrive sådan et tapet, jeg skulle jo også vide noget om, hvordan livet var dengang i England, jeg læste stakkevis af dokumenter, kongelige breve, pavelige forordninger, om husordenen i munkeklostre, osv... Så måtte jeg også læse om, hvordan håndværkerklostrene, hvor man havde forskellige former for håndværkerskoler, fungerede. For at finde ud af hvordan husene, klostrene var bygget, måtte jeg kontakte arkitekter, som havde forstand på tidlige middelalderbygninger, var der vinduer i husene, var de bygget af sten eller træ, hvor mange etager var der, og hvordan lå bygningerne i forhold til hinanden? Alt sådan noget anede jeg jo ikke noget om. Påklædning, hvad spiste man, hvordan var forholdet mellem kønnene? Hvordan var landbruget, hvordan var hele naturen, fandtes der ulve, bjørne deromkring? Hvordan var skovene, var de store, var de små? Var det vildsomt, var der veje? Det er jo enormt meget, man skal sætte sig ind i for at kunne skrive den historie, så det tog altså et halvt års tid, før jeg nogenlunde havde check på det omgivende miljø. Så kommer hele fremstillingen. Hvordan var normannerne? Det viste sig at være en verden, som lige pludselig lukkede sig op. Normannerne er jo ikke bare efterkommere efter de danske og norske vikinger, der går også tråde til Syditalien, og det var i hvert fald noget, jeg ikke anede. Man kunne ikke forstå, hvordan hertug Wilhelm kunne finde på at tage heste med på skibene til England - det var noget helt nyt at bruge heste her i 1000-tallet, det var noget sydnormannerne lærte af araberne, noget de brugte, da de skulle erobre Sicilien. Og hertug Wilhelm har så fået hjælp derfra, budskabet var løbet rundt, og der var penge at hente i korstoget mod englænderne.
Ringene bredte sig. Jeg syntes der blev mere og mere, så til sidst måtte jeg i stedet for selv at søge oplysninger i bøger, gå til folk, som havde forstand på de ting, kontakte eksperter, som netop arbejdede med disse ting og få checkket tingene efter. Bag bogen ligger altså et enormt researcharbejde som er svært at forstå, som man ikke altid tænker på. Når man skriver, så er pointen jo også formidling af en given historie, som helst skal være så korrekt som mulig, så kan frynserne omkring den godt være fantasi, men selve det, der skete dengang i 1066, det skal sgu være så korrekt som muligt."

De tolkninger af Bayeuxtapetet du lægger ind i bogen - er det dine egne eller er det eksperternes?

L-HO: »En englænder, Gib Smith ("The Bayeux Tapestry") mener f.eks., at der i billedtæppet er 13 fejl. Og med fejl mener han, at han har fundet ud af, at nogle af hestene mangler ben og nogle af rytterne en fod. Han har opfattet det som fejl, og han bruger det til at vise, at de ikke var så gode til at brodere dengang. Men jeg lægger en anden holdning i og siger, jamen, rent æstetisk, når du laver 16 heste, som står bag hinanden, hvis du skal male alle 16 hestes ben, så kan du ikke se benene for bare ben. Så kunstneren, tror jeg, har valgt at illustrere nogle af benene, så man stadig kan se der er mange, men koncentrerer sig om rytterne og hestenes rygge, som står ligesom bølger, som når man skuer ud over et hav. Det har en større og meget mere elegant effekt, så jeg mener ikke, det er nogen fejl, men et kunstnerisk forsøg på at udtrykke noget på bedste og smukkeste måde."

Personerne

L-HO: "Ja, det er det med skibene bag hinanden....det er faktisk første gang man ser perspektiv i nordeuropæisk billedkunst. Det er der heller ikke nogen, der har beskrevet. Der er også en masse andre uløste ting, hvor jeg så er kommet med nogle ideer."

Og de udtrykker jo så på en måde Turolds personlighed, eller det understreger den måde læseren opfatter ham på, den store mand i den lille dværg.

L-HO: »Han siger de der kloge ting på en lidt barnagtig måde, han gentager sig selv hele tiden, men det er hans måde at være på, han er jo en nar, men man kan kun være en nar, når man også er meget klog.

Sprogligt understreger du også det utraditionelle ved Turold ved at lade ham bruge nutidige udtryk, numsebasse, er den feset ind, det må vi sjusse os til....

L-HO: "Jeg ved ikke, om du har læst en bog af Knud H. Thomsen, om vikingerne. Der siger han netop i forordet, at det er klart, vikingerne ikke har snakket det sprog, vi taler i dag . Men de har talt et sprog med ligeså meget slang og jargon i . Jeg har så valgt at lade min hovedperson tale et nutidigt sprog for at illustrere hans person."

Er Ligulf en historisk person?

L-HO: "Nej, han er kun historisk på den måde, at vi ved, at den engelske konge havde jomsvikinger og deres efterkommere som en grundstamme i sin hær, og derfor er det helt naturligt at lade ham, jeg skal bruge som fortæller for den engelske side, være en gammel jomsviking - af dansk afstamning - men mere historisk er han ikke.
Men man ved, at Odo, der også er en vigtig person i bogen - denne her frygtelige biskop - var en grusom mand, og at han var utrolig forhadt af sine egne - normannerne - og af englænderne, og man ved også, at han pinte og plagede folk på det grusomste. Han var, selv om han var biskop, en stor kvindeynder og voldtog nonner og lavede de frygteligste ting med dem."

De fire sypiger, hvordan havde du det med at individualisere dem?

L-HO: »Når du beskriver en person, skal du næsten have en modperson. Du skal have noget at måle tingene op imod, ungdom mod alderdom, uerfarenhed mod erfarenhed, lang tid mod kort tid i klostret. For at kunne beskrive klosterlivet var det nødvendigt for mig at have nogle mennesker, der var meget erfarne, så jeg syntes en gruppe på fire ville være fint. Der skal være noget at måle op imod, det virker altid godt."

Tilblivelsesprocessen

L-HO: "Bogen er skrevet på tre uger, og når jeg skriver, skriver jeg meget koncentreret. Alt researcharbejdet er af vejen, og så har jeg nogle aftener, før jeg går i gang, hvor jeg gennemgår, faktisk hele bogen, i hovedet. Det er nogle søvnløse nætter, egentlig ret rædselsfulde, en form for fødeproces som bliver sat i gang. Når jeg så skriver, sidder jeg i mit hus i Sverige i total isolation. Jeg begyndte og skrev så bogen fra ende til anden, det foregik fra 10-11 om formiddagen til 4-5 om morgenen, hele tiden, og jeg kan huske på et tidspunkt var jeg dødtræt, mine fingre havde krampe, jeg kunne simpelthen ikke mere, men der var noget jeg skulle skrive - tankerne går nogen gange alt for hurtigt, så man ikke når at få alt det med, man har formuleret inde i hovedet - jeg var så træt, så træt så træt, og for en gangs skyld åbnede jeg for radioen. . . og hørte Michala Petri! Og så lige pludselig, hold kæft, mand, slappede jeg totalt af og lod mig følge med tonerne. Så kikkede jeg ned på det, jeg havde skrevet, og så skrev jeg det afsnit, hvor han fløjter. Musikken fik mig til at slappe af og gav mig nyt mod og nye kræfter, og så meldte det sig bare, det skulle Turold jo også gøre, det var klart.
Bagefter kommer så hele processen med at arbejde med sproget, med kompositionen, så selv om jeg skrev det fløjteafsnit, er det ikke sikkert, det kommer til at sidde lige der, hvor jeg skrev det, og starten, indledningen, er skrevet om 3-4 gange og også andre afsnit har jeg skrevet om mange gange.
Det er en mærkelig euforisk stemning at komme i, når man har bygget nogle typer op i sit hoved. Så behøver man ikke spekulere på hvad de nu skal gøre, de gør det selv, men du kan kun komme i den situation ved at arbejde så intenst med det, at du er i en eller anden form for ekstase."

Du kan ikke køre en arbejdsdag igennem, lægge børnene i seng og så gå igang med at skrive om aftenen ?

L-Ho: "Det er umuligt. Jo, det kan jeg gøre bagefter, når bogen er skrevet, og jeg kan sidde og bearbejde den. Så kan jeg køre ord efter ord, sætning efter sætning, afsnit efter afsnit, komposition, skal det nu være foran eller bagefter osv.... Det kan jeg sagtens gøre, men hele skabelsesprocessen, den skal køre ud som en eller anden form for beruselse."

Erik Boas Pedersen