|
| Fotograf Hans Petersen, Dronning Margrethe-gobelin, vikingetid af Bjørn Nørgaard |
Kunstneren Bjørn Nørgård fik til opgave at udarbejde forlæg (kartoner) til gobeliner, der skal hænge i riddersalen på Christiansborg. Navnet Dronning Margrethe d. II's gobeliner har de fået, da det var en gave til Dronning Margrethe på hendes 50 års fødselsdag. De kartoner, Bjørn Nørgård skabte, skulle være forlæg for væverne på Manufactures des Gobelins et de Beuvais, et gammelt traditionsrigt væveri i Paris. Det var ikke første gang, den danske stat havde fået udført opgaver her, idet man for 225 år siden også leverede til Christiansborg slot. Begrebet gobelin brugt for et billedvævet tæppe stammer netop fra familien Gobelins væverier i Paris, og som så mange gange før og efter er et familie/firmanavn blevet til betegnelsen for produktet.
Bjørn Nørgaard skulle fange og fæstne danmarkshistorien i 9 store og 2 små gobeliner med indholdet: Vikingetiden, ældre middelalder, yngre middelalder, reformationen, aldelsvældet, ældre enevælde, yngre enevælde, grundloven - ældre Glücksborgere, yngre Glücksborgere, nutid og fremtid.
Rundt om billedfeltet på en gobelin skal der være en bort - bordure, der illustrerer og lægger op til hovedmotivet. På disse gobeliner er det dekorative ornamenter af portrætter, heraldik og symboler samt samfunds- og kulturhistoriske symboler. Der er skrevet flere bøger om Bjørn Nørgaard og hans arbejde med gobelinerne og om den historiske og tekstile side af gobelinerne. Fx er der i bogen: Dronning Margrethe d. II's gobeliner 1990, udgivet af komiteen vedr. d.16. april 1990, nogle meget fine afsnit om det historiesyn og de overvejelser, kunstneren har haft gennem udarbejdelsen af forlæggene, samt om den kulturhistorie, der knytter sig til slotte, riddersale og gobeliner. Der er fine billeder og tekstilhistorisk gennemgang af fremstilling af gobeliner i Paris på det nævnte værksted.