Dronning Edith var datter af en af Englands mægtigste jarler, som hed Godwin, og med ham havde kong Edward mange konflikter, fx mistænkte kongen ham for at være medskyldig i mordet på kongens egen bror, Alfred. Jarl Godwin havde andre børn, bl.a. en søn ved navn Harold (Godwinson), som kong Edward til gengæld satte stor pris på.
Edward Bekenderen havde tilbragt en stor del af sit liv i Normandiet og var meget franskorienteret - endnu et stridspunkt i forholdet til jarl Godwin. Da han skulle finde en arving, er det højst sandsynligt, at han vendte sig mod den anden side af kanalen.
I Normandiet herskede den unge hertug Vilhelm, som var en fjern slægtning til kongen. Hertug Vilhelm havde tilnavnet "bastarden" - et tilnavn han havde fået, fordi han kun var halvt adelig. Hans far var grev Robert af Hièsmois, mens moderen var datter af en simpel garver. Hun hed egentlig Herleva, men blev kaldt Arlette. Robert den 1. døde under et korstog til Det hellige Land, og hjemme i Normandiet blev hans lille søn efterstræbt af hans rivaler. De frygtede tilsyneladende Vilhelm, som de mente kunne blive en mægtig mand, når han blev voksen. Vilhelm blev dog beskyttet af faderens trofaste hjælpere, men måtte leve i skjul det meste af sin barndom og ungdom.
Da han blev voksen, viste det sig, at fjendernes frygt var velbegrundet. Den unge hertug, der var frygtløs i stridigheder med andre adelige, blev både frygtet og beundret, og han underlagde sig efterhånden hele Normandiet.
Hertug Vilhelm var som nævnt i slægt med kong Edward, og da kongen blev gammel, besluttede han at sende sin yndling, Harold Godwinson, over kanalen. Men hvilken mission havde han? Skulle han give hertug Vilhelm besked om, at hertugen skulle arve den engelske kongetrone ved kong Edwards død? eller var han ude i et helt andet ærinde?
Alt tyder på, at kong Edward har bedt ham tage af sted på en rejse over Den engelske Kanal. Først gør Harold dog holdt ved en lille kirke - måske kirken i Bosham, og han og hans mænd indtager et måltid. Så går de alle ud mod skibene. Harold går forrest og holder en jagtfalk, og også hundene bæres om bord. De må gå gennem vandet ud til de ventende skibe.
En lille skægget mand holder sendebudenes heste. Over ham står navnet, Turold. Mon det er navnet på den lille mand eller på ét af sendebudene?
Herefter bliver Harold ført til hertug Vilhelm, og grev Guy tager med ham. Harold opholder sig sandsynligvis et års tid hos hertug Vilhelm, og han drager med ham i krig mod grev Conan, som de besejrer. Efter slaget vender de tilbage til Bayeux, og her aflægger Harold ed til hertug Vilhelm, inden han drager tilbage til England. Hvad mon denne edsaflæggelse skal vise om forholdet mellem Hertug Vilhelm og Harold? og hvorfor er den en del af fortællingen på Bayeuxtapetet?
Bayeuxtapetet fortæller os i hvert tilfælde, at Harold umiddelbart efter kong Edwards død krones til konge af England. I samme øjeblik ses en stjerne på himlen. Er det er særligt tegn? - måske et ondt varsel? Det er muligt, at der er tale om Halleys komet, da der findes samtidige optegnelser om denne komets tilsynekomst netop i 1066.
Da Hertug Vilhelm har fået bud om, hvor kong Harold befinder sig med sin hær, drager den normanniske hær af sted. Kong Haralds spejder holder udkig efter fjenden, og kort tid efter ser vi, at nu har også kong Harold fået besked om, hvor hertugen befinder sig.
Det er nu umiddelbart før de to hære mødes, og vi følger skiftevis den ene og den anden hær. Hertug Vilhelms tropper kommer fra venstre og kong Haralds fra højre. Hele sceneriet kulminerer i et voldsomt slag, som kræver mange dødsofre på begge sider. To af kongens brødre bliver dræbt, og endelig ser vi kong Harold falder i kampen, - dræbt og redet ned af en normannisk rytter. Det afgør kampen, og den engelske hær flygter. Bayeuxtapetets allersidste billede viser os civile på flugt - til fods og til hest. Hvem er disse mennesker? Kong Harold har tabt slaget om Englands trone til Vilhelm Erobreren, som regerede landet til sin død i 1087. Men hvem er disse mennesker på det allersidste billede?
Hvad vil Bayeuxtapetets forfatter(e) fortælle os?