Jeg kan ikke vise noget billede af mig selv, da der slet ikke er broderet noget billede af mig på Bayeuxtapetet. Det er i øvrigt værd at bemærke, at der næsten ikke optræder kvinder på tapetet.
Jeg er ellers en særdeles central person i forbindelse med de hændelser, der skildres på Bayeuxtapetet. Begge mine ægtemænd og to af mine sønner har været konger i Danmark og England i tiden op mod 1066.
Jeg er født og opvokset i Normandiet som datter af Richard d. 1., og min bror bliver senere hertug under navnet Richard d. 2. Hans barnebarn er Vilhelm Erobreren.
Jeg gifter mig med den engelske kong Ethelred og får to sønner, men ægtekabet er ikke lykkeligt. Da det går over styr, flytter jeg med mine børn tilbage til familien i Normandiet. Den ældste af mine sønner er dén kong Edward, der ses på Bayeuxtapetet, og som dør i 1066.
Senere gifter jeg mig med den danske konge, Knud d. Store, som i en lang periode også er konge i England. Én af mine sønner fra dette ægteskab, Hardeknud, bliver dansk konge efter sin far.
Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at danske konger kan bevare magten i England, men efter Hardeknuds død i 1042 vælger englænderne selv Edward som konge. Det har jeg aldrig ønsket, for han er søn af mit første ægteskab, har levet det meste af sit liv i Normandiet og er fransk af sindelag.
Jeg dør selv i 1052 og er derfor lykkeligt uvidende om, at Vilhelm Erobreren gør krav på Englands trone efter Edwards død. Det er nok sandsynligt, at Edward har lovet, at han kan blive hans efterfølger. Edward har ikke selv børn, de er i nær familie, og Edward har levet ved hoffet i Normandiet i mange år.